lørdag den 12. marts 2011

Den videnskabelige og kulturelle arv

Araberne var lige fra periodens begyndelse (VIII årh.) i mindretal i al-Andalus. Størsteparten af befolkningen var var hispanos og berbere. Af den grund var det talte sprog ikke arabisk, men romansk. I det IX årh. fandt der imidlertid en stærk arabisering sted. Dette havde uundgåeligt at gøre med den betydning, det arabiske sprog havde som sproget, der blev brugt i den ny religions hellige bog, Koranen.

Det arabiske sprog var i al-Andalus synonymt med forfinelse og lærdom, selvom næsten hele befolkningen talte romansk. Det var ikke kun muslimerne, som studerede arabisk, også los mozárabes, kristne som forblev under islamisk dominans, udtrykte sig både skriftligt og mundtligt på dette sprog. Det samme skete for jøderne, og de to befolkningsgrupper var meget aktive i det offentlige liv i al-Andalus. Der er bevaret en udtalelse herom af Álvaro de Córdoba, som beklager sig over udbredelsen af det arabiske sprog i det IX årh.: ”Mange af mine trosfæller læser arabisk prosa og poesi og studerer de islamiske teologiske og filosofiske værker, ikke for at gendrive dem, men for at lære at udtrykke sig korrekt og elegant på det arabiske sprog”. Nogle af de mest kendte sprogforskere i al-Andalus var al-Quali, Ibn al-Qutjyah og al-Zubaydi, alle fra det X årh.

Uddannelse og kundskab havde fra begyndelsen en enorm betydning i den islamiske verden, hvilket bevises af de traditioner og normer, som blev indført af profeten selv, og som blev fulgt med den største nøjagtighed.

Udtryk som “Søg lærdom fra vugge til grav” eller ”Der er intet så betydningsfuldt i Guds øjne som en mand, der lærte en videnskab og gav sin lærdom videre til folket” var nogle af epokens mest brugte. Emirerne og kalifferne selv, som f.eks.  Abderrahman II, Abderrahman III og al-Hakkam II, var lærde folk, som omgav sig med videnskabsmænd og stillede undervisning til rådighed for alle. De lod de førende græsk-hellenske værker oversætte til arabisk, de skabte offentlige og private biblioteker – nogle utroligt udsøgte, som f.eks. al-Hakkams – og byggede moskeer og læreanstalter (madrazas), hvor man underviste i religiøse videnskaber og retsvidenskab. Nogle var fremstående digtere som kongen af Sevilla al-Mutamid og hans ven og visir Ibn-Ammar.              

Man anvendte utallige værker til videnskabsstudier, undervisning og den videnskabelige fagopdeling, som f.eks. værket som Abd Rabihi skrev i det X årh.: al-Iqd al-Farid, ”Den enestående halskæde”. Forfatteren udtrykte sig således om de forskellige videnskaber: ”(De er) religionens og videnskabens hjørnesten. De adskiller mennesket fra dyret, det rationelle fra det irrationelle”. Også den enestående Ibn Hazm (994 – 1064) skrev adskillige værker om videnskab i bøger som Maratib al-ulum eller Kitab al-ajlak. Denne forfatter har været en af de mest produktive, Islam har fostret, både som digter, teolog, jurist, historiker og filosof.

Ikke mindre en 400 værker skrev han. Hans sprog var så kritisk og bidende mod magthaverne og den åndelige fattigdom, at man sagde om ham, ”at hans sprog var så skarpt som al-Hach-Chachs sværd”. Vedrørende kundskab sagde han følgende:Den som søger kundskab for at gøre sig bemærket, for at prale eller for at opnå rigdom og magt, er fjernt fra at nå sit mål, fordi hensigten i så fald er at opnå noget, som ikke er kundskab”. Et vanskeligt mål!

En anden af de store lærde i al-Andalus, som beskæftigede sig med disse ting, var Said (død 1070). Han skrev blandt andre værker el Tabaqat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar